Arrangementer i Landsbyforeningen

Hjarup Sogns Landsbyforening

Generalforsamling

Tirsdag den 17. april kl. 19.00 på Mejeriet

                     

Formand for Landsbyforeningen, Mette Løvbom, bød velkommen til de ca. 40 fremmødte gæster. Johan Helms blev valgt til dirigent, Erik Sørensen og Svend Skøtt var stemmetællere og Bodil Høeg referent.

 

I sin beretning takkede Mette Løvbom alle de borgere, der gang på gang tropper op til frivilligt arbejde. Efter generationsskiftet i bestyrelsen sidste år skulle den nye bestyrelse finde sit rodfæste, og bestyrelsen har haft travlt med at planlægge og gennemføre mange forskellige aktiviteter. Her har det været en stor hjælp, at der er et korps af frivillige kræfter, der kan trækkes på.

Bestyrelsen opfordrer alle borgerne til at komme med forslag til nye aktiviteter, der kan skabe sammenhold i byen, og samtidig generere et økonomisk overskud.

Bestyrelsen har indført brugerbetaling på Mejeriet, og dette har givet anledning til nogen kritik. Bestyrelsen har forståelse herfor, men anser det for nødvendigt, da udgiften til drift og vedligeholdelse af Mejeriet er steget de sidste par år. Gode ideer til indtægtsgivende aktiviteter efterlyses.  Kolding Kommune har givet tilsagn om, at Landsbyforeningen kan købe de 3 grunde ved Mejeriet, og der arbejdes på en finansieringsmodel, hvor foreningen Butik i Byen låner landsbyforeningen pengene til købet.

 

Gitte Ferslev gennemgik regnskabet, der viste et overskud på knap 15.000 kr. Indtægterne var dog halveret i forhold til det foregående år. Dette skyldes bl.a. aflyst arrangement, faldende medlemstal og mindre overskud ved fællesarrangementer.

 

Kontingent for 2012/2013 blev fastsat til 150 kr. pr. husstand, 100 kr. for pensionister.

 

Carlo Jensen gennemgik regnskabet for Mejeriet, der viste et overskud på godt 2.500 kr. Der kom forslag fra salen om, at muligheden for omprioritering af Nykreditlånet skulle undersøges.

 

Grethe Knudsen og Gitte Ferslev var på valg. Gitte modtog genvalg og blev sammen med Bodil Høeg valgt ind i bestyrelsen sammen med de 2 suppleanter Bjarne Jørgensen og Carsten Navne.

 

Agnethe Ølholm Petersen afgik som revisor efter 1 år (særlig aftale), og her blev Jens Holdt valgt som revisor for en 1 årig periode. Revisorer for Landsbyforeningen og Mejeriet er nu Karen Helms og Jens Holdt.

 

 






Budstikken
Café eftermiddag
Cykelture
Farveladen
Gymnastik
Hjarup Landsbyforening
Kalender
Arrangementer i Landsbyforeningen
Overtag et arrangement
Billetsalg
Hjarup Mejeri
Bestyrelsen
Hjarup Runners
Hjarup vandværk
Krolf
Menighedsrådsmøder
Skanderup-Hjarup Idrætsforening
Spejderne i Hjarup
Stavgang
Vitas drenge