Fra vamdrup-netavis.dk
En lille flok på sytten mennesker trodsede her til eftermiddag, søndag, vejret og begav ud på en tur i det såkaldte vådområde i naturen ved Hjarup. Og det gav for nogle af deltagerne en oplevelse med våde fødder!
For vådområdet levede fuldt ud op til sit navn. Endda så rigeligt. Dele af området stod nemlig under vand. Da Netavisen traf flokken var den dog lige kommet ind på det tørre på Søbjergvej.
Men trods det meget fugtige landskab, var alle sytten i godt humør, og alle i flok synes, at en trave tur i naturen på denne årstid var en oplevelse af de gode.
En af turens to ledere, Laue Lund, måtte dog indrømme, at det våde landskab havde medført, at der var ”snydt” en smule ved at lægge ruten lidt om:
- Men så fik de jo bare noget andet at se og høre, var kommentaren fra den anden turleder, Hans Kjeld.
Ellers blev alt hvad flokken så og hørte undervejs kommenteret af de to turledere. Og det var både det faste landskab, og det der bevægede sig. Ved den oversvømmede Søgaard Sø observeredes fx en gruppe trækfugle, som havde taget ophold på stedet for en tid, inden rejsen fortsætter mod Sverige og Norge. Efter turen vankede der kaffe med kage på gården Søslette.
Hokuspokus – et fuglebo !
Derefter gik nogle af deltagerne ellers i gang med at hamre fuglekasser sammen. Og inden vi fik os set rigtigt omkring - hokuspokus - så var et fuglebo fiks og færdigt.
- Med værktøj vi har her, tager det vel kun et kvarters tid at lave en kasse. Skal den laves hjemme med håndværktøj, vil der nok gå en time, lød det fra Hans Kjeld, som var kyndig vejleder under processen, som der blev en halv snes kasser ud af. Formanden for Hjarup Landsforenings stiudvalg, Gerda Petersen, gav under Netavisens besøg udtryk for, at hun var så tilfreds med eftermiddagens oplevelser i naturen - og i fuglekasseværkstedet - at hun er sikker på gentagelse næste år.

Foto: Svend Erik Brodersen
Læs også artiklen på www.jv.dk
Sådan blev turen annonceret på hjarup.dk:
Vinteren i Vådområdet
Julen og nytåret er overstået og et nyt år bringer forhåbentligt mange gode oplevelser med sig. Søndag den 16. januar kan blive en af de første. Da bliver der mulighed for en naturoplevelse i det smukke Vådområde ved Hjarup.
Mødestedet bliver ved “Søslette” Søbjergvej 11 klokken. 13.30, og der køres til det gamle rensningsanlæg i Hjarup, og så går turen tilbage gennem dalen. "Vi ved aldrig, hvordan vejret arter sig og derfor heller ikke, hvad Laue Lund og Hans Kjeld som ledere af turen vil fortælle os. Men sikkert er, de har altid øjne og ører åbne for naturens luner”, fortæller Gerda Petersen, Hjarup, til Netavisen. Hun er formand for gruppen, der arrangerer ture i naturen ved Hjarup
“Når vi igen efter turen mødes på “Søslette” er der mulighed for at nyde kaffen indendørs og fremstille en fuglekasse til at tage med hjem til den kommende sommers fugle. Det er en oplevelse at følge fuglenes liv sommeren igennem”, fortæller Gerda Petersen videre, og gør opmærksom på, at alle – såvel både børn som voksne – er meget velkomne til arrangementet, søndag den 16. januar.
Husk masser af varmt tøj og gode sko/støvler.
Medbring selv kaffe.
Arrangører: Naturfredningsforeningen, “Skovtrolden” og Hjarup Sogns Landsbyforening.




Fotos: Laue Lund
|