Hjarup, beliggende i det smukke sydlige Jylland, rummer en historie, der strækker sig langt tilbage i tiden. Allerede i oldtiden fandt mennesker vej til området, draget af frugtbar jord, åløb og landskabets naturlige muligheder for jagt, fiskeri og samling af vilde planter.
Spor af bopladser, redskaber og gravhøje i området vidner om, at Hjarup har været en del af det danske kulturlandskab siden bondestenalderen og bronzealderen.
Arkæologiske fund fra egnen omkring Hjarup, såsom flintøkser, pilespidser og lerkar, illustrerer en kontinuerlig beboelse gennem flere tusinde år. Gravhøje og spor efter kultiske aktiviteter indikerer, at steder i nærheden formentlig har haft religiøs eller social betydning for datidens mennesker.
Disse tidlige bosættere lagde grunden til det landskab, som mange århundreder senere skulle danne rammen om en dansk landsby.
Hjarup Kirke har sine rødder dybt forankret i middelalderen, hvor de fleste landsbykirker i Danmark blev opført. Den ældste del af kirken kan dateres til den romanske periode, sandsynligvis omkring det 12. århundrede.
Typisk for denne periode er anvendelsen af kvadresten, tykke mure og små rundbuede vinduer, som gav kirken et solidt og tidløst udtryk. Bygningen var oprindeligt ganske beskeden, men funktionel for datidens menighed.
Hjarup Præstegård ligger ved byvejen umiddelbart nord for kirken i landsbyen Hjarup på grænsen mellem Sønderjylland og Nørrejylland, sydvest for Kolding. Landsbyen har en bebyggelsesstruktur med mange store og velbyggede gårde.
Præstegården ligger som den østlige fløj i et trefløjet anlæg, der med lade og stald lukker om henholdsvis nord og vest, men som åbner sig ud mod bygaden mod syd og mod kirken, der ligger lige overfor.
